Fjern programmer korrekt i Windows

Hovedbudskabet i denne artikel er:

 

Et program bør altid slettes via Kontrolpanelet i Windows

(i hvert fald som første forsøg)

 

I denne artikel kan du læse om, hvordan man fjerner programmer korrekt: dvs. via kontrolpanelet i Windows.

 

Herudover gennemgår vi løseligt nogle af alternativerne til kontrolpanelet.

 

 

Sletning af et program via Kontrolpanel

Af gode grunde tror mange mennesker, at et program slettes ved, at man klikker på programikonet og trykker ‘delete’; dette er dog langt fra en korrekt måde at slette eller fjerne et program på.

 

Den absolut nemmeste og sikreste måde at slette programmer på i Windows er ved at fjerne dem via det indbyggede Kontrolpanel. I de forskellige versioner af Windows, er der dog små variationer i forhold til at finde frem til- og bruge kontrolpanelet, som vi har taget højde for i denne guide.

 

Hvis ikke du ved, hvilken version af Windows du har, kan du finde ud det her. Vælg derefter den guide herunder, som passer med din Windows-version.

 

Windows 7 eller Windows Vista

 

1. Klik på knappen Start i nederste venstre hjørne af Windows

Windows Start knap

 


 

2. Klik på feltet Kontrolpanel i start-menuen

Kontrolpanelet i Windows fra knappen Start

 


 

3. Klik på linket Fjern et program under Programmer

'Fjern et program' i kontrolpanelet

 


 

4. Klik på programmet du ønsker at fjerne og klik dernæst på knappen Fjern (i eksemplet er programmet ‘Dropbox’ valgt)

Fjern programmet i kontrolpanelet

 


 

5. Tillykke! Du har nu slettet programmet korrekt

 

 

Windows XP, Windows 95 eller Windows 98

 

1. Klik på knappen Start og vælg Kontrolpanel (som i guiden ovenfor)

2. Klik på Tilføj eller fjern programmer-ikonet 

 

3. Vælg/markér programmet du ønsker at fjerne og klik på Fjern-knappen (som i guiden ovenfor)

 

4. Når en dialogboks åbnes: Følg instruktionerne til afinstallationen er gennemført

 

5. Tillykke! Du har nu fjernet det ønskede program korrekt

 

 

Alternativer til kontrolpanelet

OBS: Det anbefales altid, at man starter med at afinstallere programmer via kontrolpanelet, inden man forsøger sig på anden vis (dvs. vha. removal tools) – det svarer lidt til, at man altid bør forsøge at fjerne tøjpletter med vand og sæbe, inden man bruger blegemiddel!

 

Ikke alle programmer kan slettes via kontrolpanelet; især ondsindede programmer og virus har en tendens til at installere sig dybt i systemet, hvilket er en egenskab udviklerne bag disse programmer meget bevidst indkoder i deres produkter.

 

Derfor findes der utallige afinstallationsværktøjer, der kan bruges som alternativ til afinstallationen via kontrolpanelet. En del af disse værktøjer er dog ubrugelige eller måske endda skadelige, og virker derfor ikke efter hensigten.

 

Tommelfingerreglen er, at man ikke skal betale for afinstallationsværktøjer. Dette skyldes, at der typisk findes et gratis værktøj, som er udviklet af firmaet bag programmet, open-source eller af en venlig sjæl.

 

I de af vores artikler der omhandler afinstallation af specifikke programmer, virus el.lign., bestræber vi os på altid at finde og vurdere de relevante afinstallationsværktøjer.